16. juni 2024

De første familier er flyttet ind i Travbyen

På en midlertidig jordvold midt i det, der på et tidspunkt bliver til en af hovedgaderne i Travbyen, er de to første familier flyttet ind. Der er tale om digesvaler, som har taget ophold og bygget rede i jordvolden.

Digesvalen er en almindelig ynglefugl i Danmark og er med sine 12 cm Danmarks mindste svaleart. Den bygger typisk rede i klinter og brinker ved kysten eller i grusgrave. Og nu har den altså taget ophold i en af de store jordvolde på byggepladsen.

De nye beboere bliver hilst velkommen af folkene bag Travbyen, selvom det ikke er helt uden udfordringer for projektet. Digesvalen er nemlig fredet i sommerperioden, hvilket betyder at jordvolden nu er hegnet ind og først kan flyttes, når svalefamilierne forlader deres redehuller.

Projektchef for Travbyen, Christian Nørgaard, havde ikke kalkuleret med at skulle byde nye beboere velkommen før 2026, men tager situationen med et smil:

"Vi glæder os over, at der allerede er interesse for Travbyen – også fra naturens side. Biodiversitet er et vigtigt element i projektet, hvor vi med det grønne hjerte i midten af bydelen gerne vil bidrage til et rigt plante- og dyreliv. På den korte bane betyder det selvfølgelig, at vi skal arbejde uden om jordvolden – men det skal vi nok finde en løsning på."

 

Billede kreditering: CC BY-SA 3.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=81929118