02. august 2021

KIRKBI og Billund Kommune inviterer Billunds borgere til visionsdag på travbanen

Billund Travbane skal over de kommende år udvikles til et nyt bykvarter. Søndag den 29. august inviterer KIRKBI og Billund Kommune alle borgere til visionsdag på Travbanen for at fortælle mere om den kommende byudvikling og få ideer og forslag til, hvordan det nye kvarter kan blive et helt særligt sted i Billund.

Hvilke former for byliv og natur skal danne ramme om livet i Billunds nye bydel? Hvilke slags boliger er der brug for – lejligheder, byhuse, bofællesskaber? Hvilke mødesteder skal der være, og hvordan skaber vi rammerne for et godt fællesskab? Hvordan kan man skabe plads til leg og aktiviteter for alle aldersgrupper?

Dette er nogle af de spørgsmål, KIRKBI og Billund Kommune gerne vil høre gode forslag til, når de sammen inviterer til visionsdag på Travbanen søndag den 29. august. Her vil de præsentere visionen og de overordnede tanker omkring den nye bydel og samtidigt give alle byens borgere mulighed for at bidrage med ideer.

Udviklingen af travbanen er en del af Billund Byvision. KIRKBI har købt området af Billund Trav og overtager det 1. januar 2022. I løbet af efteråret 2021 vil KIRKBI og Billund Kommune udarbejde en vision og helhedsplan for den nye bydel. For at det nye kvarter kan blive et særligt samlingssted, er det helt essentielt at høre, hvad Billund-borgerne har af ønsker for det nye kvarter og få forslag til, hvordan visionen for det nye bykvarter kan realiseres i praksis.

Borgmester i Billund, Ib Kristensen, siger:
”Travbanen har en central og smuk beliggenhed i Billund langs bækken. Nord og øst for den ligger byens store aktører inden for turist- og oplevelsesbranchen, og vest og syd for Travbanen ligger bymidten samt boligområderne. Det nye bykvarter på Travbanen kommer derfor til at forbinde byen og skabe en unik bydel for både borgere og besøgende helt i tråd med ambitionen i Billund Byvision.”

Dialog er en hjørnesten 

Visionsdagen bliver holdt i et stort telt på Travbanen. Dagen begynder med en velkomst ved borgmester Ib Kristensen, hvorefter visionen for den nye bydel vil blive præsenteret. Derefter vil der være forskellige workshops, hvor man udvikler ideer til det nye kvarter. Én af disse workshops vil være særligt for børn, som sammen med CoC Playful Minds og arkitekter fra arkitektfirmaet Gehl kan bygge den vildeste udgave af det nye kvarter.

Visionsdagen på Travbanen er et af flere dialogtiltag, som er iværksat i forbindelse med udviklingen af Travbanen. I foråret blev der gennemført interviews, igangsat en spørgeskemaundersøgelse og nedsat et brobyggerråd med forskellige interessegrupper i Billund. Et af de næste skridt bliver at involvere børn og unge i projektet i samarbejde med CoC Playful Minds. Alt sammen med det formål at få input i skabelsen af den nye bydel. Derfor håber arrangørerne også, at mange vil lægge vejen forbi.

Global Ejendomschef i KIRKBI, Steen Pedersen, siger:
”Dialogen med Billunds borgere er en hjørnesten i realiseringen af Billund Byvision og i udviklingen af den nye bydel. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at dele deres tanker og ideer til, hvordan vi kan gøre Travbanen til en fantastisk bydel i Billund. Visionsdagen bliver for både børn og voksne, og vi holder arrangementet på dansk og engelsk, så både Billunds danske og internationale borgere kan deltage.”

Input fra visionsdagen vil blive anvendt i arbejdet med at udvikle værdigrundlaget og helhedsplanen for området frem mod KIRKBI's overtagelse af travbanen den 1. januar 2022. I begyndelsen af 2022 igangsættes en lokalplanproces, og det forventes, at de første byggerier kan begynde i 2023.

Fakta om visionen

Visionen for den nye bydel på Travbanen er at skabe et mangfoldigt kvarter med forskellige typer af boliger, gode mødesteder og plads til leg og kreativitet for både børn, unge, voksne og ældre.

Tanken er at gøre en del af den gamle Travbane til et grønt område, der åbner sig mod åen og skoven og skaber et nyt grønt hjerte i Billund med plads til natur og aktiviteter i det fri.

Læs mere

Fakta om projektet

  • Udviklingen af Travbanen er et privat-offentligt samarbejde mellem KIRKBI og Billund Kommune og tager afsæt i Billund Byvision fra 2015, der blev til i dialog med borgerne.
  • En bred vifte af lokale aktører bidrager til udviklingen af projektet, herunder CoC Playful Minds.
  • KIRKBI har købt grunden af Billund Trav og overtager området den 1. januar 2022.
Læs mere

Fakta om visionsdagen

  • Visionsdagen afholdes søndag den 29. august kl. 12.30-17.00 på Travbanen.
  • Programmet afvikles på dansk kl. 13-15 og på engelsk fra 15-17.
  • Programmet indledes med præsentation af visionen og planerne for området.
  • Derefter vil der være workshops med forskellige temaer.
  • Der vil desuden være sjove aktiviteter for børn og gratis street food.
Læs mere