Travbyen
At bo i Travbyen
At bo i Travbyen er et valg – et valg af et levende fællesskab midt i byen. Her mødes mennesker på tværs af alder og baggrund, og stemningen er åben, inkluderende og uformel. Der er kort vej fra idé til handling, og engagementet spirer i alt fra fælles arrangementer til spontane møder i naborummet. Alle bidrager til fællesskabet – og netop dét gør Travbyen til et sted, hvor man føler sig hjemme. Her tales både dansk og engelsk, men vigtigst af alt: her tales med hinanden.
Travbyen er skabt som en grøn oase midt i byen – et sted, hvor naturen er en del af hverdagen. Boligerne og de omkringliggende uderum er designet, så der både er plads til privatliv og til samvær. Her værdsætter man de grønne omgivelser, de fleksible uderum og nærheden til rekreative områder. Børn kan lege og færdes trygt, mens voksne finder ro, inspiration og plads til kreativitet.
At bo i Travbyen er også et bevidst valg om en hverdag, hvor man viser hensyn og interesse for hinanden. Her har fællesskaberne høj prioritet, og bæredygtige valg ses overalt, hvor man færdes. Bilen er gæst og fylder mindst muligt i gadebilledet, så det aktive liv kan udfolde sig mellem husene. Lejere og ejere har medindflydelse på fællesskabet, og man hjælper hinanden med at skabe et trygt, levende og ansvarligt nærmiljø.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i Travbyen.

Fællesskaberne
Fælleshuset i Travbyen fungerer som hjertet i området, hvor beboerne kan samles til alt fra fællesspisning, kreative workshops, fest og møder. Her er lyse, fleksible rum, hyggelige kroge og et stort, veludstyret køkken, så der er plads til både store og små arrangementer. Det er også her, man kan møde sine naboer til en kop kaffe eller tage del i spontane aktiviteter. Fælleshuset og de andre fælleslokaler tilhører bydelen og vil blive drevet af beboerne via Bylivsforeningen i Travbyen.
I Travbyen findes desuden to naborum. De er fordelt på to etager i samme bygning. Naborummene er indrettet, så de kan bruges til både hverdagsaktiviteter, leg, yoga, kreative sysler og afslapning, og de er med til at gøre det let at skabe nære relationer i det daglige. Hvis du vælger at bo i Travbyen, har du medindflydelse på, hvad der skal ske i naborummene. Kun få boliger i Travbyen har plads til store private sammenkomster, og naborummene skal derfor også ses som en ekstra stue, som beboerne kan bruge, når der skal holdes fødselsdage eller andet.
Gæsteværelserne giver beboerne mulighed for at have overnattende gæster uden besvær. Værelserne er enkle og funktionelle, så familie og venner kan komme på besøg og samtidig have deres eget private rum. På den måde er det let at invitere folk udefra i en kortere periode, uden at gå på kompromis med privatlivet i egen bolig. Gæsteværelserne kan kun reserveres af beboere i Travbyen.
Det centrale bykontor er stedet, hvor der kan drikkes en kop kaffe, arbejdes hjemmefra med andre fra bydelen, og hvor man møder Travbyens community manager – en fællesskabskoordinator, der er ansat til at styrke fællesskabet og sikre, at alle beboere føler sig velkomne og hørt. Community manageren motiverer og understøtter beboernes idéer, koordinerer fælles aktiviteter, hjælper med at igangsætte nye initiativer og fungerer som bindeled mellem beboerne og administrationen. Community manageren er ofte den, der tager imod nye beboere, introducerer dem til livet i Travbyen og sørger for, at information om arrangementer og praktiske forhold når ud til alle.
Foreningerne
Bylivsforeningen i Travbyen er epicenteret for bydelens fællesskaber. Foreningens formål er at styrke sammenholdet, skabe inspirerende arrangementer og udvikle bydelen til et levende og inkluderende sted at bo. På beboernes egne initiativer skabes fællesskabets liv – det kan være alt fra filmklubber, sommerfester, barselsgrupper og loppemarkeder til fælles projekter og hyggelige hverdagsmøder.
Alle beboere er medlem af bylivsforeningen, som i fællesskab planlægger og gennemfører aktiviteter, ofte i tæt samarbejde med community manageren. Foreningen er for alle, der bor i Travbyen, og opfordrer både nye og mere erfarne beboere til at byde ind med idéer og tage del i fællesskabet. På den måde bliver bylivsforeningen et naturligt omdrejningspunkt, hvor beboerne sammen former deres hverdag og miljø, og hvor samarbejde og gensidig støtte får lov at blomstre. Foreningen ledes af en valgt bestyrelse. Bylivsforeningen har sit eget budget og kan inden for dette beslutte, hvordan midlerne i foreningen skal anvendes.
Parcelforeningerne i Travbyen tager sig af de enkelte gårdrum. De fungerer som mindre, selvstyrende enheder, hvor beboerne i parcellen mødes for at styrke det nære fællesskab, men også for at løse nogle praktiske opgaver i det fælles gårdrum. Det kan handle om alt fra fælles havearbejde til arrangementer og nabohjælp. Beboerne har via parcelforeningerne stor indflydelse på brugen af gårdrummet og livet i den enkelte parcel.
Grundejerforeningen i Travbyen varetager de fælles interesser for alle grundejere i området. Foreningen sørger for drift og vedligehold af de fælles gaderum, affaldshåndtering, veje, stier og grønne områder. Grundejerforeningen er med til at sikre, at Travbyen fortsat er et attraktivt og velfungerende sted at bo.

Boligerne
Boligerne i Travbyen er varierede og indrettet med fokus på både funktionalitet, lav klimabelastning og fællesskab. De varierer fra 41 til 165 m2. Det er et bevidst valg for at sikre et lavere klimaaftryk. Til gengæld skal de mange fælles faciliteter ses som en udvidelse af boligen. Det gælder f.eks. naborum, bykontoret og gæsteværelser.
De fleste boliger har enten egen altan eller åben terrasse mod gårdrummet. Gårdrummet tjener som fælles have for beboerne.
For at mindske klimaaftrykket er boligerne i Travbyen opført med omtanke for miljøet. Der er anvendt genbrugsmaterialer, hvor det har været muligt, og byggemetoderne er valgt med fokus på at reducere ressourceforbrug og affald. Det betyder, at materialerne ikke kun er holdbare og tidløse, men også bidrager til et lavere CO2-udslip gennem hele bygningens levetid.
Travbyen er bygget op om fællesskaber, og derfor skal boligerne i Travbyen anvendes til helårsbeboelse. De må ikke - hverken helt eller delvist - udlejes som korttidsudlejning via Airbnb eller lignende udbydere. Det gælder både leje- og ejerboliger.
Bydelen
I det grønne hjerte finder du naturen, bækken og legen forbundet af Playline. Området er designet til at give plads til både rolige gåture, picnic og sociale aktiviteter året rundt. Her er vådområder, vilde blomster og vigtige levesteder for hjemmehørende fugle og insekter. Området er tilrettelagt, så beboere og gæster kan nyde det på en måde, der tager hensyn til naturen og årstiden. Det grønne hjerte er ikke blot til afslapning, men er også en essentiel del af Travbyens identitet, hvor naturen altid er tæt på hverdagen. Det grønne hjerte er ejet og driftes af Billund Kommune.
Travbyen indeholder også et såkaldt §3-område, som er et særligt beskyttet naturområde. Her er der fokus på at bevare unikke naturværdier både med hensyn til biodiversitet og landskab. Dele af området vil være hegnet ind, og byens hunde skal forblive udenfor hegnet for at sikre de rigtige betingelser for biodiversiteten.
Billund er en såkaldt 15 minutters-by, som betyder, at alt kan nås på cykel inden for 15 minutter: de centrale arbejdspladser, skoler, supermarkeder, ja sågar en international lufthavn, som gør Billund til en helt unik by at bosætte sig i.

Alt det praktiske
Parkering og Transport
Biler er gæster i Travbyen, men parkering er tilrettelagt, så det både tilgodeser beboernes behov og understøtter områdets fokus på trygge gaderum og et levende bymiljø. Der er mulighed for på- og aflæsning foran boligerne, og der er begrænset korttidsparkering.
Der opføres to parkeringshuse i Travbyen i næste etape. Indtil parkeringshusene er klar, foregår parkering i terræn. I denne fase er parkering gratis for beboerne, og senere vil parkering koste et tillæg.
Der vil være adgang til en delebilsordning, etableret i samarbejde med Byens Bil.
I Travbyen vil der være mulighed for cykelparkering tæt på din bolig. Der er både private og flere fælles cykelstativer fordelt på fællesarealerne. Der vil endvidere være mulighed for at leje eller låne cykler via Bylivsforeningen.
Husdyr
I cirka halvdelen af boligerne i den første etape er der plads til én hund eller indekat foruden mindre dyr. Dermed gives der både plads til dem, der bor sammen med firbenede familiemedlemmer, og dem, der bor husdyrfrit af hensyn til fx allergier.
Rygning
Der må ikke ryges i Travbyens boliger og fællesområder. Dette gælder både inde- og udeområder. Det grønne hjerte og Playline vil blive ejet og driftet af Billund Kommune, som fastsætter reglerne for deres arealer.
Affald og cirkulære tiltag
Alle skal sortere affald og vise hensyn til miljøet. Målet er at understøtte en cirkulær tankegang bl.a. gennem fokus på byttebørs, værksted og ordninger, der begrænser madspild.