Publikation 03 - Et levende laboratorium
Travbyen er ikke kun en ny bydel i Billund. Det er også et levende laboratorium, hvor vi eksperimenterer med nye måder at bygge på – med ambitionen om at reducere byggeriets klimaaftryk og ressourceforbrug.
I det, vi kalder Travbyens "kravlegård", arbejder vi med forsøgsbyggerier, hvor der er plads til at afprøve nye løsninger, stille spørgsmål og lære undervejs.
Fra nye materialer til nye samarbejdsformer
I den nye publikation deler vi erfaringer fra Fælleshuset og Lerhuset – to forsøgsbyggerier, hvor særligt biobaserede materialer som ler og træ spiller en central rolle.
Men erfaringerne handler om mere end materialerne alene. For når vi bygger på nye måder, stiller det også nye krav til samarbejdet mellem håndværkere, arkitekter, ingeniører, leverandører og bygherre.
Mange af løsningerne er blevet udviklet undervejs på byggepladsen. Det gælder blandt andet arbejdet med lersten, naturlig ventilation og nye konstruktioner. Og erfaringerne viser, at noget af den vigtigste læring opstår, når teori møder praksis – også når løsningerne ikke lykkes i første forsøg.
Viden, vi kan bygge videre på
Målet med forsøgsbyggerierne er ikke at finde alle svarene på én gang, men at opbygge viden og erfaringer, der kan bruges i de større byggerier i Travbyen – og forhåbentlig også inspirere andre i branchen.
Derfor deler vi både mulighederne, udfordringerne og de konkrete læringer fra arbejdet. Ikke som en facitliste, men som et bidrag til den fælles viden, der skal være med til at udvikle fremtidens byggeri.